For og imod Bang og Olufsen aktier

Siden mit første indlæg om Bang & Olufsen aktier for en uges tid siden, er aktien faldet yderligere 4%. Det gør naturligvis selskabets prissætning mere attraktiv, og nedenfor vil jeg derfor liste mine plusser og minusser, for og imod køb af aktier i Bang & Olufsen.

Lad os starte med plusserne. Først og fremmest mener jeg roligt man kan sige, at der er tale om en solid dansk virksomhed, som over en lang årrække har bevist at den kan skabe resultater. Aktiekursen kan gå op og ned (specielt i disse urolige tider på aktiemarkedet), men på langt sigt (3-5 år) tror jeg ikke der er den store risiko i denne aktie.

På langt sigt tror jeg desuden på globalt stigende velstand, hvilket vil gøre flere forbrugere i stand til at betale B&O’s produkter.

Derudover er der den lille detalje ved B&O, at det er et af de selskaber, der har en størrelse, der ligger lige på grænsen i forhold til om selskabet skal være en del af børsens C20-indeks eller ej. B&O er en af de aktier der ryger ud og ind af indekset. Lige nu er selskabet ikke med i C20, men ofte ser man at aktierne stiger lidt, når et selskab kommer med i C20. Dette kan altså blive en fremtidig kurs-tricker for Bang og Olufsen aktien.

Endelig er Bang og Olufsen en af de forholdsvis få danske aktier, der påvirkes positivt af den faldende dollar-kurs. Dette skyldes at selskabet køber en stor del af sine elektronik-komponenter i asiatiske lande, hvor valutaerne følger dollaren.

Risikoen eksisterer hovedsageligt på kort sigt (1-3 år), hvor selskabet formentlig vil blive ramt hvis verdensøkonomien får en hård landing, eller måske endda en recession. Min frygt for en sådan nedgang i økonomien er desværre stigende, så til trods for at Bang og Olufsen aktien tilsyneladende er kommet ned på et attraktivt kursniveau, så er der stadig for stor risiko til at jeg vil købe den på nuværende tidspunkt. Jeg kan sagtens forestille mig at kursen skal længere ned på kort sigt. Meget afhænger dog også af halvårsregnskabet der kommer d. 9. januar 2008.