Analytikernes anbefalinger af Bang & Olufsen aktier

Jeg er netop begyndt at følge Bang & Olufsen aktien. Aktien er faldet ca. 29% siden starten af 2007, og siden 5. februar 2007 er aktien faldet hele 33%. Aktien handles nu til en forventet P/E-værdi på 15,68, og det synes jeg umiddelbart er et attraktivt niveau.

  1. Jyske Bank anbefaler køb med et kursmål på 750 kr. pr. aktie.
  2. Merril Lynch anbefaler køb. 
  3. Nordea lader også til at være positivt indstillet over for aktien.
  4. Pensionskasserne i PKA har købt op i aktien.
  5. Aktiemagasinet DK Trends anbefaler at man sælger sine Bang & Olufsen aktier, idet det seneste årsregnskab skuffede, og et årsregnskab også danner basis for forventningerne til fremtiden. Derudover mener DK Trends at selskabets mål er urealistike og kræver højere vækst i privatforbruget (og det er der ikke udsigt til). Det skal dog bemærkes at denne anbefaling ligger tilbage fra august 2007.
  6. S&P anbefaler køb med et kursmål på 690 kr. pr. B&O aktie. Anbefalingen er dog en nedjustering af den foregående anbefaling (stærkt køb).
  7. Capinodic havde pr. 04.10.2007 “en positiv holdning til aktien”.

En anden positiv ting ved Bang & Olufsen, er at selskabet udbetaler forholdvis stort udbytte (senest 20 kr. pr. aktie). Ved den nuværende aktiekurs på 505,- er der altså tale om et ganske pænt direkte afkast. Derudover har selskabet også lagt op til et mindre aktietilbagekøb, som dog signalerer at man har fokus på at skabe værdi for aktionærerne.

På den negative side, kan man i høj grad sige at der er tale om en konjunkturfølsom aktie. Der synes at være bred enighed blandt økonomer om, at den økonomiske vækst er på vej ned i et lavere gear. Hvor vidt det ender med en hård eller blød landing skal jeg ikke gøre mig klog på, men under alle omstændigheder, skaber en økonomisk afmatning ekstra usikkerhed omkring B&O.

Som du måske kan læse ud af dette indlæg, kan jeg ikke helt finde ud af hvad jeg skal mene om aktier i Bang & Olufsen. Jeg er stadig positivt indstillet, men har brug for mere information før jeg beslutter om selskabet skal indlemmes i min portefølje.